At flytte er en af de mest stressede situationer I kan komme ud for, og det er derfor godt at have en flytteplan, så flytningen foregår så smertefrit og nemt som muligt. Få tips til flytningen her!
Del 1: Planlæg den fysiske flytning
Flytningen forløber gerne glattere, hvis I allerede på forhånd har tænkt alting igennem:
- Hvornår skal I påbegynde pakningen, og hvornår skal I have pakket færdig? Vil I være færdigpakkede, når transporten begynder eller vil I pakke, mens flytningen foregår?
- Hvornår flytter I jeres ting? Kan I flytte det hele på én dag eller ønsker I at sprede flytningen over flere dage?
- Kan I selv flytte jeres ting uden problemer, eller har I behov for stærke mennesker eller speciel transport?
- Hyrer I et flyttefirma eller flytter I selv? Får I en flyttebil stillet til rådighed, eller skal I selv leje eller låne en varevogn eller trailer?
- Hvor mange mennesker har I brug for til at hjælpe jer med at flytte? Kan I klare det hele selv, eller skal der ekstra hænder til, så flytningen går hurtigere?
- Kan I flytte det hele med ét læs eller skal I køre flere gange?
- Hvem pakker tingene i bilen, og hvem tager imod i den anden ende? Er I delt i hold, eller kører I med bilen hver gang?
- Hvilke ting skal flyttes først? Ønsker I fx at flytte køkkenet først eller ønsker I at få de større ting såsom senge og sofa overstået straks?
Del 2: Klar adresseflytningen
Når I flytter ind i jeres nye bolig, er der mange mennesker og instanser, der skal have besked:
- I skal anmelde jeres flytning til kommunen og flytte jeres folkeregisteradresse. Det gør I nemmest på Borger.dk, men ellers kan I få hjælp på biblioteket eller borgerservice.
- Når I flytter, skal I orientere kommunen om jeres adresseskift tidligst 4 uger før flytningen, og senest 5 dage efter I flytter. Hvis ikke I gør dette, risikerer I at få en bøde.
- I skal aflæse både jeres gamle og nye el-måler, opsige jeres gamle el-leverandør og oplyse jeres nye el-leverandør om, hvad måleren siger ved indflytning.
- I skal melde jeres og jeres børns flytning til forskellige kontakter, fx arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner, abonnementer, fritidsaktiviteter, tandlæge og lignende.
- I skal vælge, hvorvidt I vil beholde jeres gamle læge eller om I vil have en ny – det er især fornuftigt at vælge en ny, hvis I flytter langt væk fra jeres nuværende læge. Læs om valg af læge
- I skal give jeres forsikringsselskab besked om jeres flytning, da denne kan påvirke jeres forsikringer. Se hvordan her: Flytning og forsikring
I bør også gå jeres forsikringer igennem, når I flytter og sikre, at de passer til jeres nye livssituation. - Hvis I flytter fra ejerbolig: Jeres tidligere bolig skal sælges og overdrages til de nye købere.
- Hvis I flytter fra lejebolig: Jeres tidligere bolig skal opsiges, der skal gøres rent, væggene skal males og gulvet slibes – dette kan I enten gøre selv, eller I kan betale udlejer for at gøre det med jeres depositum.
Artiklen fortsættes nedenfor
Hav styr på forsikringerne under flytningen
Før I flytter jeres ejendele fra jeres nuværende bolig til den nye, bør I sætte jer ind i, hvordan jeres ting er forsikret under flytningen.
Er det fx jeres indboforsikring der dækker, hvis flyttemændene ødelægger noget?
Har I en Indbo Super-indboforsikring hos os, har I automatisk Flyttedækning som en del af jeres indboforsikring.
Det betyder, at selvom noget går i stykker under jeres private transport mellem jeres gamle og nye hjem, dækker vi skaderne.
Derudover dækker vi begge boliger under flytningen i op til 3 måneder, så I kan flytte uden stress og jag.
Det er flyttefirmaets forsikring, der dækker, hvis noget går i stykker, mens det er overladt til dem.
Det er dog ikke alle flyttefirmaer, der sikrer deres kunder på denne måde, så tjek gerne om jeres flyttemænd er forsikrede, før I overlader jeres indbo til dem.
Hav styr på forsikringerne efter flytningen
Som nævnt dækker vores indboforsikring begge boliger i op til 3 måneder, når I flytter. Det er dog stadig en god idé at gennemgå jeres indboforsikring ifm. flytningen, ikke mindst fordi jeres adresse ændres.
Derudover skal I måske justere jeres indbosum eller tilpasse forsikringen enten lejlighed eller hus?
Hvis I fx flytter fra lejlighed til hus, er det en god idé at læse op på husforsikringer, da huse ofte er mere krævende end lejligheder ift. vedligeholdelse og vejr.
Flytter I fra et hus til et andet, kan det være, at husforsikringen blot skal opdateres – det er i al fald en god idé, at gennemgå jeres forsikringer!
Hvis I flytter længere væk fra jeres arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner, bør I også kigge nærmere på jeres bilforsikring.
Måske skal jeres årlige antal km ændres, måske skal forsikringen dække førere under 25 år og måske skal I endda have endnu en bil?
Senest opdateret den 15. juni 2018.