Prisen på din Livsforsikring stiger i takt med din alder. Det er der flere grunde til, men den væsentligste grund er egentlig ganske simpel: Jo ældre du bliver, desto større er risikoen for, at du dør. Og jo større risiko en Livsforsikring skal dække, desto højere vil prisen også typisk være.
Nogle forsikringsselskaber vælger en anden løsning, hvor alle skal betale samme pris for deres livsforsikring uanset alder, altså en slags gennemsnitspris. Men vi synes, at det er mere retfærdigt over for dig - og for de øvrige kunder - at du betaler for den risiko, der er knyttet til din alder.
Du får altså en billig Livsforsikring, mens du er ung, mens prisen bliver lidt højere, når du bliver ældre.
Prisen på din Livsforsikring stiger således løbende indtil du fylder 49 år, og herefter vil prisen være den samme. Til gengæld nedjusterer vi forsikringssummen på din Livsforsikring med 10 % årligt, indtil du fylder 75 år.
Det gør vi, for at prisen på din Livsforsikring ikke skal blive alt for høj. Mange af vores kunder har stiftet familie og har allerede større børn, når de fylder 50 og behovet for en omfattende Livsforsikring er derfor mindre.
Behovet for den ekstra økonomiske sikkerhed, som en højere forsikringssum kan give, er oftest størst, mens børnene er små. Efterhånden som de bliver større, mindskes behovet, og vi vurderer derfor, at en lavere forsikringssum er bedre end en højere pris for Livsforsikringen.