8 tips til at skifte til sommerdæk
1. Dækskifte i rette tid
Du skal først skifte til sommerdæk, når temperaturen bevæger sig over 7 grader. Sommerdæk bremser nemlig dårligere på kolde veje og giver tilmed en dårligere brændstoføkonomi.
Hvis du kører sent om aftenen og om natten, skal temperaturen også være over 7 grader på disse tidspunkter, før du skal skifte til sommerdæk.
2. Book dit dækskifte i god tid
Da tidspunktet for dækskiftet afhænger af temperaturen udenfor, er der typisk meget travlt på dækcentrene i bestemte perioder.
Følg derfor med i vejrudsigten og book dit dækskifte i god tid.
Hvis du selv ønsker at skifte dine dæk, kan du få inspiration til selve dækskiftet i vores artikel om vinterdæk.
3. Tjek mønsterdybden på dine sommerdæk
Har dine sommerdæk nogle sæsoner på bagen, så kontrollér, at mønsterdybden er god nok, inden du monterer sommerdæk på din bil.
Mønsterdybden skal ifølge loven være 1,6 mm, men det er mest sikkert at holde sig over 3-4 mm.
Mange dæk- og bilmærker sætter en højdemarkering på siden af sommerdækkene, så du har en indikator for, hvornår det er tid til at skifte.
4. Hold øje med slidmønsteret på dine sommerdæk
Det kan godt være, at der er nok mønsterdybde tilbage, men det betyder også noget, hvordandine sommerdæk slidt.
Dækkene skal nemlig helst være jævnt slidt og ikke have områder med mindre eller mere mønsterdybde. Er det tilfældet, kan det tyde på, at dine dæk skal spores.
Hvis det ene par sommerdæk er mere slidt end det andet, er det en god ide at montere det mindst slidte par på bagakslen - uanset om din bil er forhjuls- eller baghjulstrukket.
5. Rengør bilen inden dækskifte
Hvis du er handy og selv klarer dækskiftet, så sørg for at rense bolte, møtrikker og nav godt, så funktionaliteten holdes i top.
6. Hvad er dit dæktryk efter dækskifte?
For at slide lige meget på alle 4 sommerdæk, spare på benzinen og holde sikkerheden i top, skal du tjekke dit dæktryk på en tankstation i ny og næ.
De fleste tankstationer har en automatisk pumpe, hvor du blot indtaster det dæktryk, du vil have på dine sommerdæk, og derefter trykker på en knap, så luftmængden fyldes i.
Sommerdæk med forkert dæktryk har dårligt vejgreb, hvis du skal bremse hårdt op.
7. Efterspænd ved 100 km efter dækskifte
Når du har kørt 100 km efter dækskiftet, skal du sørge for at få dine dæk spændt efter. Det gør de ofte gratis på dækcentret, hvis de har skiftet dine vinterdæk til sommerdæk - eller omvendt.
8. Få dækkene afbalanceret
Hvert 2. eller 4. år skal dine sommerdæk afbalanceres hos en professionel.
At få afbalanceret sine dæk betyder, at vægten fordeles ens på hele dækkets omkreds. Dæk, som ikke er afbalanceret, kan give betydelige rystelser, når du kører.
Hav evt. en lille kalender i din bil, hvor du noterer, hvornår du får dine sommerdæk afbalanceret, så du husker at få det gjort regelmæssigt.