Hvad er et hackerangreb?
Et hackerangreb starter ofte med en uskyldig mail med en vedhæftet fil, som en medarbejder i virksomheden uforvarende kommer til at åbne. Filen indeholder et stykke malware, som skjult installerer sig på virksomhedens computer.
Malware er nødvendig for at hackeren senere kan få adgang til virksomhedens it-system.
Moderne hackere sender tusindvis af mails ud i håbet om, at bare nogle få medarbejdere i virksomheder kommer til at åbne den. Angrebet har til formål at skade, ødelægge, stjæle og overbelaste it-systemer/data.
Konsekvenser af hacking
I dag er det ikke kun store offentlige virksomheder, der bliver udsat for hacking, det er i høj grad også mindre virksomheder. Konsekvensen for den enkelte virksomhed, der bliver ramt af et hackerangreb vil måske ikke være så stor, men til gengæld er risikoen for at blive ramt meget større, da de it-kriminelle bruger hackeraktiviteterne til at finansiere endnu flere angreb.
De fleste hackerangreb kommer ikke til offentlighedens kendskab, da det ofte vil være forbundet med tab af anseelse for en virksomhed at gå ud med en meddelelse om, at man er blevet hacket. Hackerangreb er utvivlsomt et hastigt voksende problem, som må anses at være en af de største trusler mod virksomheder i dag.
Et hackerangreb kan være meget indgribende for din virksomhed, og du kan som virksomhedsejer opleve store omkostninger og tab som følge af hacking:
- offentliggørelse af sårbare informationer, f.eks. fortrolige kundeoplysninger,
- identitetstyveri, f.eks. til at chikanere andre i virksomhedens navn,
- tyveri af patenter og andre immaterielle rettigheder,
- systemkollaps som gør det umuligt at arbejde, f.eks. DDoS-angreb,
- overvågning og kopiering af virksomhedens arbejdsmetoder, f.eks. malware,
- fjendtlig kryptering af virksomhedens vigtigste filer i afpresningsøjemed samt
- indbrud i virksomhedens konti.