Sådan undgår du at havne i fupbutikkernes net

Her får du 10 råd til, hvordan du spotter en fupbutik på nettet.

38 millioner kroner. Så mange penge blev de danske onlineshoppere snydt for i 2017 ifølge Finans Danmark.

I denne artikel får du vores bedste råd til, hvordan du undgår de online fupbutikker.


Hvad er en online fupbutik?

En online fupbutik er en webshop, som enten sælger kopivarer, som aldrig sender varen, eller hvor det er umuligt at bruge, bytte eller erstatte varen.

Svindlere bliver bedre og bedre til at lave tillokkende fupbutikker, men der er visse metoder, hvorpå du kan identificere og dermed undgå fupbutikkernes net.


10 råd: Sådan identificerer du en fupbutik

Her får du vores 10 bedste råd til, hvordan du identificerer og undgår online fupbutikker.

1. Tjek webadressen

Når du går ind på en ny hjemmeside, så husk at holde øje med webadressen i toppen af skærmen.

Nogle fupbutikker hacker sig ind i seriøse og velkendte webshops, hvorefter de fører dig ind i en fupbutik.

Du vil dog ofte opdage, at du er havnet i en fupbutik, hvis webadressen ændrer sig eller den ser mistænkelig ud.


2. Tjek virksomhedsoplysningerne

Fupbutikker undlader ofte at skrive de lovpligtige kontaktoplysninger såsom CVR-nummer og erhvervsadresse, eller også skriver de falske oplysninger.

Det kan altså være svært at finde ud af, hvem man handler med, og det signalerer i høj grad, at webshoppen hører ind under fupbutik-kategorien.


3. Tjek CVR-nummeret

Nogle fupbutikker oplyser et falsk CVR-nummer, så det er en rigtig god idé at tjekke deres nummer, hvis du har mistanke til webshoppen.

Hvis webshoppen er dansk, kan du tjekke dens CVR-nummer her: Tjek CVR-nummer


4. Tjek e-mærket

Når en webshop bærer e-mærket, betyder det, at webshoppen følger dansk lov, samt at du som køber er sikret god behandling og hjælp ifm. e-handlen.

På e-mærkets hjemmeside kan du tjekke, om en webshop er e-mærket eller om webshoppen er registreret som fupbutik: Tjek e-mærket


5. Tjek sproget

Både danske og engelske fupbutikker kendetegner sig ved at have dårligt sprog, ofte fordi teksten er direkte oversat gennem et værktøj. Sproget er ofte en blanding af dansk og engelsk, og fyldt med grammatiske fejl.


6. Tjek priserne

Online fupbutikker generer ofte deres priser ved at omregne andre valutaer til danske kroner, hvilket resulterer i meget skæve priser, fx 382,37 kroner. Når en webshop konsekvent har skæve priser, bør du genoverveje din online shopping.


7. Tjek prisniveauet

Fupbutikker lokker ofte med kendte mærkevarer som Nike og Marc Jacobs, som generelt er dyre i fysiske butikker og andre webshops.

Fupbutikkerne sælger ofte varerne meget billigere, enten fordi de slet ikke sender produkterne eller fordi de sælger kopivarer. Vær derfor meget kritisk, hvis et tilbud virker for godt til at være sandt.

Få råd til hvordan du undgår fupbutikker.

8. Tjek betalingsmulighederne

Brug kun de betalingsmuligheder, du kender, og betal kun over en sikker HTTPS-forbindelse og med betalingskort - så har du mulighed for at benytte indsigelsesordningen, hvis webshoppen viser sig at være en fupbutik.

Læs mere om indsigelsesordningen


9. Tjek Trustpilot

Det er en god idé at tjekke webshoppens anmeldelser på Trustpilot. Så kan du se, hvilke oplevelser andre har haft med webshoppen. Er der mange, der klager over manglende eller forkerte varer, er det bedst at holde sig væk.

Nogle fupbutikker lyver desuden om deres Trustpilot-bedømmelse på deres egen side, så det er en god idé at tjekke Trustpilots hjemmeside.


10. Tjek Facebook

Med et Facebook-tjek kan du se, om webshoppen virkelig er ægte. Har webshoppen fx uforholdsmæssigt mange likes ift. opslag eller virker den reel?

Tjek også "Om os"-siden – Hvis ikke der står oplysninger som adresse, kontaktoplysninger og virksomhedens historie, er der risiko for fup.


Sådan anmelder du en fupbutik

Har du fundet en fupbutik på nettet? Så kan du anmelde den her: Anmeld fupbutik


Er du blevet snydt af en fupbutik?

Har du købt noget i en fupbutik og aldrig modtager din vare, skal du tage fat i din bank, som herefter kan tilbageføre pengene.

Dette er en del af loven om betalingstjenester, som er med til at sikre os som forbrugere.

Har du desuden købt noget hos en webshop med falsk CVR-nummer, skal du melde dette til politiet, da det muligvis drejer sig om bedrageri.


Over 3.000 lukkede fupbutikker på 7 måneder

Pas godt på, når du handler på nettet.

Hidtil har fupbutiksejere haft nemt ved at oprette falske webshops med endelsen .dk og undvige de danske myndigheder. Derfor indførte DIFO (Dansk Internet Forum) i 2017 en identitetskontrol af alle .dk-domæner.

Med kontrollen skal alle danske købere af .dk-domæner registrere deres identitet med digitalt ID, mens udenlandske domænekøbere risikovurderes af DIFO.

På denne måde er det nemmere for myndighederne at finde frem til personen bag en specifik fupbutik.

De, der enten ikke har kunnet eller ønsket at tilkendegive deres identitet, har fået lukket deres hjemmeside. Siden valideringen blev indført i november 2017, er der blevet lukket over 3.000 fupbutikker med .dk-domæner.

Kontrollen gælder kun webshops, som ender på .dk. Du skal altså stadig være meget opmærksom, når du handler på hjemmesider, som slutter på noget andet end .dk, fx .com osv.


Husk at medregne told og moms, når du handler uden for EU

De fleste har prøvet at bestille en vare i en udenlandsk webshop, for nogle dage eller uger efter at modtage en moms- og/eller toldafkrævning – og pludselig bliver varen meget dyrere. Dette drejer sig ikke om fupbutikker, men blot webshops uden for EU.

Når du køber ting i webshops hjemmehørende i fx Kina eller USA, risikerer du, at varen pludselig bliver meget dyrere end først beregnet. Du kan nemlig blive pålagt at skulle betale både told, moms og importgebyr.

Det er dét land, som varerne sendes fra, som bestemmer, om du skal betale told og moms – det kan snyde, fordi en hjemmeside fx godt kan have dansk tekst og navn, men samtidig have varelager i Kina. Gå derfor hjemmesiden godt igennem, før du bestiller noget.

Husk, at reglerne for køb af varer uden for EU er anderledes, end hvis du køber herhjemme. Du skal derfor selv sætte dig ind i webshoppens returneringspolitik, og du får ikke nødvendigvis reklamations- eller fortrydelsesret, når du handler uden for EU's grænser.

Det behøver ikke dreje sig om fupbutikker, men man kan sagtens føle sig snydt, hvis ikke man har undersøgt reglerne for told, moms og importgebyrer før købet.


Medregn disse ekstraudgifter, når du handler uden for EU

  • Køber du varer for under 80 kroner, skal du hverken betale moms eller told.
  • Køber du varer for over 80 kroner, skal du betale både punktafgift, moms og importgebyr.
  • Køber du varer for over 1.150 kroner, skal du betale både punktafgift, moms, importgebyr og told.

Køber du alkohol, tobak, parfume eller lignende, skal du altid betale moms og told ligegyldigt prisen.

Læs mere om køb på webshops uden for EU på Tænks hjemmeside

Senest opdateret den 10. august 2018.

Lær at spotte fupbutikker her.